Lav maveøvelser, mens du går en tur
Er du ikke så meget til at lave maveøvelser? Men vil du stadig gerne have en stærk mave? Eller går du mange ture, hvor du godt kunne tænke dig at styrke andre dele af kroppen også? Så er denne artikel lige noget for dig. Her kan du læse om, hvordan du kan træne dine mavemuskler, mens du går en tur. Dermed kan du spare meget tid og besvær på ikke at skulle lægge dig på gulvet for at udføre irriterende maveøvelser.
Tricket til at træne dine mavemuskler, mens du går en tur, er faktisk ganske simpelt: Ånd ind, mens du tager fire skridt, lad din mave spile sig ud, når du ånder ind. Derefter skal du gå 6-10 skridt, mens du trækker den nederste del af maven ind mod rygsøjlen uden at ånde ud. Efter de seks til 10 skridt kan du puste ud og slappe af i maven.
Hvor mange gange, du laver øvelsen, er helt op til dig selv og kommer kun an på, hvor mange gange du orker at gøre det. Som med al anden træning handler det selvfølgelig om at udføre øvelsen så mange gange, du overhovedet kan – og så lige to gange mere efter det.
Der er derfor ingen, der skal komme at sige, at du ikke kan gå dig i form. Hvis du sørger for at gå i et rask tempo og at få gået mindst 10.000 skridt hver dag, kan du sagtens holde formen udelukkende ved at gå. Det er rart for dig, der ikke ønsker at stå i et fitnesscenter eller ikke har tid til at dyrke en anden form for sport.
Hvis du har svært ved at få gået 10.000 skridt, er det en god ide, at du begynder at gå på arbejde. Har du ikke mulighed for det, kan du parkere længere fra dit arbejde eller stå af et stop før med bussen eller toget.