Bekæmp lækkersulten med gode mellemmåltider

27 juni 2019
Michelle Løhde Nielsen
Bekæmp lækkersulten med gode mellemmåltider

Når klokken rammer 15, så oplever mange af os, at lækkersulten kommer snigende. Ofte føler vi os også mere trætte og har svært ved at bevare koncentrationen. Det resulterer i, at mange af os hopper i de søde sager for at få mere energi og stille sukkertrangen. 

Konsekvensen er, at blodsukkeret hurtigt daler igen, og det kan derfor hurtigt ende ud i en ond spiral med alt for meget sukker og for lidt energi. 

Den perfekte eftermiddagssnack 

Hvis du gerne vil give din krop noget god energi og stabilisere dit blodsukker, så skal du gå efter en eftermiddagssnack, der består af gode fibre og protein. Det giver samtidig kroppen en god mæthed, som holder indtil aftensmaden. 

Vi har samlet en række gode bud på mellemmåltider, som kan være med til at bekæmpe lækkersulten og i stedet give dig den energi og mæthed, som du har brug for. Hjælp dig selv ved at være på forkant og have din snack parat til, når lækkersulten slår til. Hvis du eksempelvis ved, at du først kommer hjem sidst på eftermiddagen, så sørg for at have en snack med i tasken. 

Idéer til mellemmåltider 

• 2 stykker knækbrød, 1 skive rugbrød eller ½-1 fuldkornsbolle toppet med noget magert pålæg, fiskepålæg, ost eller æg. 

• 100-150 g yoghurt eller skyr toppet med en lille portion müsli uden sukker eller med et lavt indhold og gerne 1 håndfuld bær/frugt. 

• Blandet gnavegrønt med dyppelse f.eks. hummus eller en hjemmelavet urtedressing.

• Et par rugstave og en lille håndfuld nødder. 

• ½ bøtte hytteost (omkring 125 g) hvor du kan dyppe grøntsagsstænger i. Rør gerne lidt krydderier eller krydderurter i hytteosten. 

• 1 æble skåret i både drysset med lidt kanel og med 1 spsk. peanutbutter som dyppelse.

• Smoothie lavet med eksempelvis 1 banan, 1 håndfuld bær, 1 spsk. havregryn og vand/mælk. Tilsæt også gerne lidt grøntsager såsom spinat, broccoli eller rødbede.