Kan man være psykisk udsat og selv blive psykolog?

De fleste vælger jo en karrierevej alt efter, hvad de kan overskue, hvad deres interesser er, og hvordan de kan forsørge sig selv og deres familie.

Undervejs kan man jo skifte retning alt efter, hvad man kan lide, men også hvad man selv kan holde til.

Så kan det være, man hele ens liv har haft en drøm om at blive psykolog i Lyngby, hvorfor man er gået målrettet efter det.

Man får jo ikke selv en psykisk evaluering på den vej, og man får da også at vide, at man skal passe på med at stille sig selv en diagnose, og man må da heller ikke behandle ens nærmeste, da man så er inhabil.

Men hvis man så finder ud af, at man er psykisk sårbar, er det så en god idé at praktisere den slags, som man selv lider af, hvis man nu ikke kan lægge afstand til det, fordi man har for meget empati, spejler sig selv i det, eller man ikke kan lægge det fra sig, når arbejdsdagen er slut?

At distancere sig som psykolog

Nogle vil måske mene, at det er en force, at man selv ved, hvordan det er at lide under problemer med psyken, da man så bedre kan sætte sig ind i problematikken.

Men omvendt er det også rart med en psykolog, der kan have det forkromede overblik og sætte sig ud over, hvad patienten roder med - og ikke mindst lægge det fra sig, når man har fri.

Det kan være svært at gøre for den, der lider af psykiske problemer, men skal man så opgive ens drøm?

Man kan jo for eksempel studere og læse sig nok så meget frem til angående krig, men den "bedste" måde at opleve det på er på egen krop.

Derfor skal man nok se indad, om det her er noget, man kan holde til i længden.