Kombiner familietid og bevægelse

22 juni 2019
Michelle Løhde Nielsen
Kombiner familietid og bevægelse

Mange kan nikke genkende til at have en travl hverdag med arbejde, børn og en masse praktiske gøremål – og når der er fart over feltet, så kan det for mange være svært at få tid til både motion og familietid. Familien er vigtigst og kommer først, men det resulterer ofte i, at motionen bliver nedprioriteret, men det findes der heldigvis en løsning på. 

Gør træning til familietid 

Den oplagte løsning er at kombinere træning og familietid. At være fælles som familie om at træne bringer nemlig mange fordele med sig:

  • Det kan være nemmere at komme afsted, når man er sammen om det frem for alene. 
  • Som familie får man en fælles interesse og noget at gå op i. 
  • Børnene lærer, at bevægelse er en naturlig del af livet – og at det kan være sjovt og spændende. 

Der er derfor mange gode grunde til at kaste sig ud i at træne som familie, men alt efter hvor gamle børnene er, så kan der være forskel på hvilke aktiviteter, man kan kaste sig ud i. 

Aktiviteter med de helt små: 

  • Løb eller gå en tur med barnevognen – din baby vil elske den friske luft, og du får ekstra modstand med barnevognen. 
  • Lav nogle styrketræningsøvelser og brug din baby som vægt. Det kunne eksempelvis være squat, lunges eller maveøvelser hjemme på stuegulvet. 
  • Gå til babysvømning. 

Aktiviteter med de større børn:

  • Arranger en tur på legepladsen og deltag i legen. Find en stor legeplads med masser af muligheder. 
  • Gå en lang tur i skoven og find nogle gode træer at klatre i.
  • Løb en tur imens børnene cykler ved siden af. Tempoet kan justeres alt efter niveau, og I kan konkurrere mod hinanden. 
  • Spil boldspil – fodbold, håndbold og basketball er altid et hit.
  • Tilmeld jer familiehold i den nærmeste gymnastikforening. 
  • Sammensæt en række øvelser sammen med børnene og lav dem hjemme på stuegulvet.